Jeg maler.
Kunstnerisk forbundet med Østens ældgamle tuschtradition, findes nogle af mine dybeste rødder et sted mellem dens kalligrafi og landskabsmaleri.
I modsætning til tusch på papir eller silke, bruger jeg akryl på lærred. Og maler i alle regnbuens farver, men bruger ofte få pigmenter.
Monokromerne fascinerer mig. At udfolde hver enkelt farve, hvert enkelt pigment.
Jeg er født ind i en familie af kunstnere og malede mit første maleri da jeg var 4-5 år, men begyndte senere at skrive i stedet bl.a. dramatik til teatret, hvor jeg var så heldig at modtage legater fra Statens Kunstfond, Kunstrådet, Litteraturrådet m.fl..
I maleriets ordløse univers kommer jeg måske noget jeg finder essentielt et skridt nærmere.
Jeg arbejder billedmæssigt med mit forhold til, og selvfølgelig manglende logiske forståelse af, noget så luftigt, uhåndgribeligt, altid nærværende, som uendelighed… evighed… bevidsthed… sjæl… ånd…
Eller rettere: Det fandt jeg efterhånden ud af at jeg gør…
Lysten til at arbejde med farverne kom først… teorien fulgte senere… ikke omvendt.
Evighed… det uendelige… har altid fascineret mig dybt… og jeg har stillet mig selv de vidunderlige spørgsmål:
Hvad er evighed? Hvor kommer den fra? Kan den opstå ud af ingenting? Hvad er ingenting? Hvad er noget? Var der noget FØR noget? Var der noget før ingenting? Samtidig med ingenting? Hvad er bevidsthed? Hvad er ånd?
Mine malerier er optimistiske forsøg på at finde en poetisk balance mellem ånd og materie og en slags grundforskning i, at nærme mig en form for svar på disse fantastiske i al evighed ubesvarlige spørgsmål om det unærmelige, uforklarlige, uforståelige, uudsigelige, ubeskrivelige, uendelige, evige…
Men først… og sidst… farve for farve, lærred for lærred, i løbet af 25 til mere end 150 timer, skaber jeg malerier, hvor det vigtigste for mig er at formidle selve farvens, lysets og mørkets æteriske leg og dermed bereder grobunden for den uforudsigelige oplevelse iagttageren forhåbentlig får i sit møde med værket.
En oplevelse der har lige så meget at gøre med iagttagerens eget indre liv, som med værket i sig selv.
.