Jeg maler.

Kunstnerisk forbundet med den kinesiske tuschtradition, har jeg mine dybeste rødder et sted mellem dens kalligrafi og landskabsmaleri.

I modsætning til tusch på papir eller silke, bruger jeg akryl på lærred. Og maler i alle regnbuens farver, men bruger ofte få pigmenter.

Monokromerne fascinerer mig. At udfolde hver enkelt farve, hvert enkelt pigment.

Maleriet er en videreudvikling af mit arbejde med at skrive dramatiske tekster, hvor jeg var så heldig at modtage legater fra Statens Kunstfond, Kunstrådet, Litteraturrådet m.fl.

Måske træder jeg i maleriet noget væsentligt et skridt nærmere.

Jeg arbejder billedmæssigt med mit forhold til, og selvfølgelig manglende logiske forståelse af, noget så luftigt, uhåndgribeligt, altid nærværende, som uendelighed… evighed… bevidsthed… sjæl… ånd…

Eller rettere: Det har jeg efterhånden fundet ud af at jeg gør.

Lysten til at arbejde med farverne kom først… ordene fulgte senere…

Evighed… det uendelige… har altid fascineret mig dybt… og jeg har stillet mig selv de vidunderlige spørgsmål:

Hvad er evighed? Hvor kommer den fra? Kan den opstå ud af ingenting? Hvad er ingenting? Hvad er noget? Var der noget FØR noget? Var der noget før ingenting? Samtidig med ingenting? Hvad er bevidsthed? Hvad er ånd?

Mine malerier er optimistiske forsøg på at nærme mig en form for svar på disse fantastiske i al evighed ubesvarlige spørgsmål om det unærmelige, uforklarlige, uforståelige, uudsigelige, ubeskrivelige, uendelige, evige…

Farve for farve, lærred for lærred, skaber jeg værker iagttageren gerne må filosoferer over… mediterer over… og for en stund glemme sig selv…

.